Vagtskifte i udstillingsrummet Platform
Hvad ser vi, når vi kigger mod himlen? Dét spørgsmål optager Paula Duvå, der er aktuel med udstillingen ”Celestial Body”, som en del af Nikolaj Kunsthals projektrum Platform, der årligt viser seks udstillinger skabt af unge og/eller nye kunstnere og kuratorer.
Himlen indeholder mange tegn og præsenterer for os et rum af drømme såvel som viden. Himlen indeholder svar om vores fortid og fremtid og er et rum, vi orienterer os mod videnskabeligt, kulturelt og mytologisk – i forsøget på at forstå vores verden. Samtidig er himlen i vores teknologiske udvikling blevet et sted, hvor både private og statslige aktører kan kapitalisere og profitere, og hvor magtdemonstrationer, territorier og krigsførelse i stigende grad begynder at udspille sig.
Magtudvekslinger i himlens kontrastfyldte rum
I jagten på profit er en ny type af menneskeskabt lys blevet synlig på nattehimlen. Lyset kan synes som små fantasifunklende godstog, men er i virkeligheden satellitter. Lyset fra satellitterne kan ses som et varsel om et nyt markedsdrevet rumkapløb, en form for rumindustriel revolution der udspiller sig i himlens rum af potentiale og drømme. Sammen med lyset fra vores byer præsenterer satellitternes eskalerende tilstedeværelse i rummet en stigende risiko for at slukke for stjernehimlen, som en kilde til viden og gør det umuligt for os at søge information om universet og dermed om os selv i himlen over os.
Med udstillingen ”Celestial Body” vender Paula Duvå blikket mod himlen og kigger spørgende på, hvordan magtudvekslinger udspiller sig i himlens kontrastfyldte og ureguleret rum af muligheder, viden og kapital.
”Celestial Body” er skabt af Paula Duvå i samarbejde med kurator Mynte Corell. Udstillingen kan opleves frem til og med 28. juli.