Vagtskifte i Platform
Årets anden udstilling i Nikolaj Kunsthals nye udstillingsrum Platform er skabt af Toke Højby Lorentzen. Udstillingen, der bærer titlen ”Strategic Opacity, Opus 23”, er en æstetisk undersøgelse af det informationsbærende og betydningsskabende. Udstillingen er kurateret af Marie Vinther.
Hulmønster bliver til musikstykke
I udstillingsrummet Platform er et i alt 40 meter langt industrielt fremstillet glasfibervæv udspændt mellem to metalstativer. Vævet er et informationsbillede, hvor udvalgte tråde systematisk og manuelt er trevlet op, hvilket danner et hulmønster, som kan aflæses og spilles som musikstykke. Vævets længde indikerer kompositionens varighed, mens dets bredde angiver tonernes frekvenser. Kompositionen er inspireret af to orgelværker af den franske komponist Olivier Messiaen fra henholdsvis 1930 og 1932. Samme periode som orglet i Nikolaj Kunsthals kirkeskib er bygget.
Sammenflettede betydninger
”Strategic Opacity, Opus 23” er et loop af oversættelse og flow af information; et væv af sammenflettede betydninger, hvor vekselvirkningen mellem håndens arbejde og industriel teknologi er i konstant forhandling. Vævets informationsbillede bliver i udstillingen afsæt for videre oversættelse. Som spektrogram, som partitur til orgel, og som musikstykke, indspillet på orglet i Nikolaj Kunsthal, der afspilles hvert kvarter.
Udstillingen ”Strategic Opacity, Opus 23” fra opleves fra 1. april til 7. maj. Der er fernisering allerede fredag d. 31. marts fra kl. 16:00. Alle er velkomne. Der er fri entré og gratis Lillet on the Rocks, så længe lager haves!