Planet VR

I perioden 20.– 31. august kan man opleve en lille håndfuld værker, der på hver sin måde er signifikante og fremhævelsesværdige i forhold til udviklingen af immersive VR-oplevelser

(Scroll ned for billetlink)

Under overskriften “Planet VR” præsenterer Nikolaj Kunsthal i perioden 20.– 31. august en lille håndfuld værker, der på hver sin måde er signifikante og fremhævelsesværdige i forhold til udviklingen af immersive VR-oplevelser. 

Værkerne - som du kan læse mere om nedenfor - kan opleves i en relativt kort periode, og der er plads til et begrænset antal deltagere pr. visning.  

 

Book dine billetter allerede nu. Find info og relevante links nedenfor.  

 

Velkommen tilbage i skammekrogen 

Det banebrydende og prisvindende værk “Skammekrogen” (2014) er lidt af en VR-klassiker, der inviterer til familiemiddag for fem. Middagsbordet er udstyret med videobriller og høretelefoner. Straks brillerne er monteret på de medvirkende, starter en film, hvor alle deltagere spiller hver sin rolle: Mor og far har inviteret på oksesteg. Storebror har taget sin nye kæreste med hjem for første gang. Og lillebror prøver for alt i verden at styre middagen uden om den uundgåelige katastrofe. Oplev eller genoplev VR first moveren “Skammekrogen”, som havde premiere i netop Nikolaj Kunsthal for små ti år siden.  

 

Bag "Skammekrogen” står instruktør og manusforfatter Johan Knattrup Jensen, producer Mads Damsbo (Makropol) og Dark Matters. 

Der er plads til fem deltagere pr. visning. Der er en visning hver time med start fra kl. 11:30. Pris: 45 kr. (+ gebyr). 



Find dine billetter til "Skammekrogen" her 



 

Hvad tænker bødlen på, når han går hjem fra arbejde om natten? 

“We Are at Home” (2021) er en multi-user virtual reality-oplevelse, som udforsker den akavede intimitet, der er ved at være et menneske. Inspireret af Carl Sandburgs ikoniske digt fra 1922 udforsker denne VR-oplevelse temaer omkring anerkendelse og deltagelse. Det handler ikke om at hænge mennesker, men om den akavede intimitet der er ved at være et menneske såvel som forbindelsen mellem at være iagttager, vidne og medskyldig. Den animerede og immersive oplevelse inviterer ind til fem sammenvævede historier, som fanger afgørende øjeblikke i fem menneskers liv. "We Are at Home" afslører, at vi mennesker har langt mere tilfælles end som så. 

 

“We Are at Home” er skrevet, instrueret og designet af Michelle & Uri Kranot og co-produceret af danske Late Love Production, franske Miyu Productions og Floréal Films samt National Film Board of Canada. 

 

Der er plads til fire deltagere pr. visning. Der er en visning pr. time. Første visning kl. 11:00. Pris: 45 kr. (+ gebyr).



Find dine billetter til “We Are at Home” her



Besøg atomkraftværksulykke - helt uden strålingsfare 

"Fukushima: The Home That Once Was" (2022) er en VR-dokumentarfilm, der gør det muligt at besøge nogle af de byer og landsbyer i området omkring Fukushima, som blev brutalt og for altid ændret i kølvandet på atomulykken i Fukushima Daiichi tilbage i marts 2011.



Udstyret med et VR-headset kan seeren bevæge sig frit rundt i nærheden af ​​det forladte ulykkessted. Undervejs møder seeren tidligere beboere, der deler deres minder om at miste deres hjem, vigtigheden af ​​fællesskab og deres særlige tilknytning til områderne.



Visningen af "​​Fukushima: The Home That Once Was" er en enkelt eller dobbelt brugeroplevelse.



I modsætning til de to øvrige film, der er en del af Planet VR, kræver denne film ikke en særlig forhåndsreservation.

Credits:

Timo Wright, Director & Executive Producer (Finland), Ada Johnsson, Producer (Finland), XR Production house, Khora (Denmark), Peter Fisher, Co-producer (Denmark), Kohei Okada, Co-director (Japan), Junko Takahashi, Assistant Director (Japan).

 

From "Fukushima: The Home That Once Was" (2022)
From "Skammekrogen" (2014)
From “We Are at Home” (2021)