Vi bygger nye udstillinger og holder derfor lukket frem til 29. august
Her i Nikolaj Kunsthal er vi nu i fuld gang med at forberede helt nye udstillinger. Derfor holder vi lukket i perioden fra tirsdag d. 30. juli til og med torsdag d. 29. august, hvor vi fra kl. 16:00 inviterer vi til fernisering - kig med under Events her på siden.
Når vi åbner igen, kan du se frem til at opleve følgende tre udstillinger:
I Nedre Galleri byder vi velkommen til gruppeudstillingen I’m Sorry, This Space Is Reserved, der retter fokus på den inkapable krop. Udstillingen er et indspark i debatten om det normative vs. det ikke-normative i et samfund, som er indrettet efter majoriteten med begrænset fokus på tilgængelighed og accept af mennesker og kroppe, som er anderledes. Blandt de medvirkende kunstnere er Joseph Grigely (US), Estela Lapponi (BR), Kristina Steinbock (DK), Luna Scales (DK), Emilie L. Gossiaux (US), Maiken Bent (DK) og Robert Andy Coombs (US).
Samtidig åbner vi i Øvre Galleri udstilling med nye værker af billedkunstneren Kathrine Ærtebjerg. Glæd dig til at opleve Ærtebjerg udfolde sanselige og farverige refleksioner over identitet, køn og eksistens. I forbindelse med den kommende soloudstilling får hun selskab af den afdøde kunstner Ovartaci, som helt konkret træder ind i Ærtebjergs verden; en række af Ovartacis værker er nemlig installeret side om side med nye surrealistiske arbejder af Ærtebjerg i udstillingen En sky er en pige er en dreng er en kat.
Sidst, men ikke mindst kan man kan man opleve kunstneren Emilie Imàn og kuratoren Anouska Kobus indtage udstillingsrummet Platform, der med støtte fra Det Obelske Familiefond danner rammerne om seks årlige udstillinger med fokus på samarbejder mellem unge kunstnere og kuratorer.
Sæt kryds i kalenderen, vi holder fernisering for alle tre udstillinger torsdag d. 29. august kl. 16:00.
På gensyn i Nikolaj Kunsthal!