Sidste udkald

I weekenden er det sidste chance for at opleve "Københavnerstykker II" og "Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital". Begge udstillinger kan ses til og med mandag d. 6. april
Fotograf
Mads Holm

I weekenden er det sidste udkald, hvis du vil nå at se eller gense udstillingerne "Københavnerstykker II" (Nedre og Øvre Galleri) og "Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital" (Platform).

Shortcut til samtidens kunst
"Københavnerstykker II" er din genvej til samtidskunsten. Med 230 værker af knap 150 kunstnere, indkøbt til Københavns Kommune i perioden 2022–2025, er der tale om et markant nedslag i samtidens kunst. Her møder man både etablerede navne som Jens Haaning, Apolonia Sokol og Tine Bek samt nye stemmer som Ioana Ispas, Davide Hjort Di Fabio og Martha Hviid.

Værkerne – indkøbt via Rådet for Visuel Kunst – indgår i en voksende kommunal kunstsamling, som til daglig er installeret på byens biblioteker, skoler, jobcentre, bosteder og i borgmesterkontorer – til glæde for både ansatte og de mange borgere, der møder kunsten i deres hverdag.

Omsorgens arkitektur
"Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital" undersøger, hvordan sundhedsvæsenets arkitektur former vores forståelse af omsorg, heling og menneskelig tilstedeværelse. Billedkunstner og komponist Cecilie Penney retter sin opmærksomhed mod sundhedssystemet og dets strukturer og undersøger de følelser, der kan opstå, når kroppen bliver patient i et system, hvis sprog ofte er i dissonans med kroppens behov. Et system, hvor omsorg filtreres gennem procedurer, ventetid og bureaukratiske rytmer, som skygger for nærvær. Udstillingen er skabt i samarbejde med arkitekt og kurator Lawrence Ebelle.

Begge udstillinger kan – grundet påsken – opleves til og med mandag d. 6. april, hvor vi lukker kl. 17.00.

Åbningstider:
Fredag d. 3. april kl. 11.00–18.00
Lørdag d. 4. til mandag d. 6. april kl. 11.00–17.00

Bemærk, at vi hen over påsken udbyder ture op i Nikolaj Tårn, hvorfra der er udsigt over hele København fra 35 meters højde. Kræver særskilt billet. Læs mere om Påske i Nikolaj Tårn

Fotograf
Mads Holm