Så er den nye udstillingssæson skudt i gang!

Kom og oplev kosmiske lydfænomener, ekspressivt maleri og et nyt kunstnerisk møde i projektrummet Platform
Fotograf
Anders Birger

Det er en stor fornøjelse at byde velkommen til tre nye udstillinger, der på hver sin måde – og på kryds og tværs – bevæger sig mellem naturvidenskab, sansning og spiritualitet.

Glæd dig til at gå på opdagelse i:

Meridians · Christian Skjødt Hasselstrøm · Nedre Galleri
I efteråret er Nedre Galleri omdannet til en kosmisk lyttestation. Kunstner og komponist Christian Skjødt Hasselstrøm indtager det højloftede rum med en udstilling, der via avanceret detektorteknologi gør det usynlige nærværende. Her kan publikum opleve et kosmisk fænomen, der normalt undslipper vores sanser – og samtidig reflektere over menneskets ydmyge plads i en større kosmisk og økologisk sammenhæng. Læs mere om "Meridians" her.

Maria Wæhrens · The Answer · Øvre Galleri
Billedkunstneren Maria Wæhrens indtager Øvre Galleri med eksplosive farver, store installationer og malerier, der breder sig langt ud over lærrederne. Udstillingen er både svaret på en drøm og et sanseligt evangelium om frihed – en fortælling om krop og transformation, om sårbarhed og hellighed som to sider af samme sag og om skønheden som den største gåde af alle. Læs mere om "The Answer" her.

Johan Bech Jespersen x Rewild · High · Platform
I projektrummet Platform præsenteres en ny udstilling af Johan Bech Jespersen, skabt i samarbejde med kunstner- og musikkollektivet Rewild. Her smelter skulptur, lyd og arkitektur sammen i en sanselig totalinstallation, der undersøger spændingsfeltet mellem transcendens og forførelse. Læs mere om "High" her.

Tjek også vores opdaterede eventprogram, og kig forbi Kunstværkstedet – et nyt rum i huset dedikeret til kreativ fordybelse. Her kan du gå på opdagelse i farver og materialer inspireret af de aktuelle udstillinger – på egen hånd eller i workshops i weekender og skoleferier. Kunstværkstedet er for alle aldre – med eller uden børn!

Vi ses i Nikolaj Kunsthal!

Kunstner og komponist Christian Skjødt Hasselstrøm har med "Meridians" omdannet det højloftede Nedre Galleri til en kosmisk lyttestation. Udstillingen udspiller sig i krydsfeltet mellem lyd, billedkunst og naturvidenskab.
Fotograf
Anders Birger
I Platform-udstillingen "High" af Johan Bech Jespersen smelter skulptur, lyd og arkitektur sammen i en sanselig installation om transcendens og forførelse.
Fotograf
Anders Birger
I Maria Wæhrens’ udstilling "The Answer" træder maleriet ud i rummet. Store lærreder svæver som mure af stof, mens rå murstensvægge forvandles med klassisk ægtempera. Med afsæt i en drøm folder udstillingen sig ud som en sanselig totaloplevelse.
Fotograf
Anders Birger