Kunstværkstedet
Kunstværkstedet er Nikolaj Kunsthals nye åbne rum for kreativ fordybelse, hvor samtidskunsten flytter direkte ind i hænderne på dig selv. Rummet er placeret på Mellemtrinnet i Tårnet. Her kan du altid træde ind i kunsthallens åbningstid, gribe farver og materialer og skabe i dit eget tempo, eller du kan deltage i workshops i weekender og skoleferier. Vi skaber i dialog med materialerne og temaerne fra de aktuelle udstillinger, så der er altid noget nyt at gå på opdagelse i.
Weekender: Workshops med kunstfaglige værter
I udvalgte weekender flytter vores dygtige formidlere og kunstnere ind i rummet. Her arbejder vi dybdegående med teknikker, farver og materialer inspireret af husets udstillinger. Uanset om du er erfaren eller prøver det for første gang, er du velkommen til at udforske, eksperimentere og tage dit eget værk med hjem. Workshopsene er både for børnefamilier og individuelle. Alle aldre er velkomne – med eller uden børn!
Hverdage: Fri fordybelse og skoledage
På hverdage byder vi skoleklasser velkommen til tilrettelagte undervisningsforløb. Når der ikke er undervisning, står rummet åbent for alle, der har lyst til en rolig stund med papir, kridt og pensler.
Skabt inde i kunsten
I denne periode bærer rummet et helt særligt fingeraftryk: Kunstneren Maria Wæhrens har malet direkte på væggene som en forlængelse af sin udstilling "The Answer".
Kunstværkstedet er åbent i Nikolaj Kunsthals normale åbningstid i hele udstillingsperioden for Maria Wæhrens’ udstilling "The Answer" og Christian Skjødt Hasselstrøms udstilling "Meridians".
Deltagelse og materialer er gratis, når entréen er betalt. Børn har altid gratis adgang.