Nikolaj Kunsthal er aktuel med tre nye udstillinger

Nikolaj Kunsthal præsenterer nye udstillinger af Mikkel Carl, Tova Mozard, Laurits Gulløv og Rebekka Elisabeth Anker-Møller. Alle tre udstillinger kan ses frem til og med 30. juli. 

Efter en kortere lukkeperiode med nedtagning og opbygning er Nikolaj Kunsthal igen klar til at åbne dørene for publikum!  

Frem til og med søndag d. 30. juli kan vores gæster se frem til at gå på opdagelse i følgende tre udstillinger: 

Mikkel Carl - Truth Is Like Poetry (Nedre Galleri) 

I slutningen af maj indtager kunstneren Mikkel Carl Nikolaj Kunsthal med udstillingen "Truth Is Like Poetry", der er en totalinstallation i det højloftede Nedre Galleri. En spektakulær og langsomt roterende spejlskive minder os om, at alt ikke nødvendigvis er, hvad det ser ud til at være.

Mikkel Carl, der er uddannet fra det Kgl. Danske Kunstakademi og desuden har en BA i idéhistorie, er optaget af materialitet, tegn og skala. Hans værkpraksis er som regel stedspecifik. Eller stedssensitiv som han selv kalder det.

Tova Mozard – ILOVERUSS (Øvre Galleri)

Med baggrund i Hollywoods filmindustri og underholdningskultur undersøger den svenske billedkunstner Tova Mozard - med sårbart antrit - hvad der sker, når kameraerne slukker, forestillingen ophører, og vi er overladt til at skabe vores egne liv i stedet for at lade os indhylle i fiktionens verden.

Tova Mozards udstilling udfolder sig i Nikolaj Kunsthals Øvre Galleri og Tårngalleri. Det er hendes første større soloudstilling i København. Tova Mozards værker reflekterer hendes søgen efter en dybere mening med livet i et samfund, hvor selvforglemmelse og forbrug dominerer hverdagen. 

Laurits Gulløv & Rebekka Elisabeth Anker-Møller - Wholes (Platform)

Som en del af Platform præsenterer Nikolaj Kunsthal udstillingen "Wholes" skabt af billedkunstner Laurits Malthe Gulløv i samarbejde med kurator Rebekka Elisabeth Anker-Møller. Udstillingen beskæftiger sig overordnet med forholdet mellem isolation og sammenhæng gennem forestillingen om udstillingsvæggene som en tynd membran mellem to forskellige rumlige logikker. 

Læs mere om de tre aktuelle udstillinger her   

I forbindelse med besøg i Nikolaj Kunsthal kan man med fordel slå sig ned i vores nyrenoverede café og butik, der er skabt i samarbejde med MEE Studio.

Vi er glade for at kunne tilbyde nogle indbydende rammer for vores gæster - både dem, der gerne vil kombinere kunsthalsbesøg med kaffe, vin eller snacks, og de besøgende der blot har brug for et mødested eller kort stop på vejen. Vores café og butik kan - ligesom kunsthallen - besøges tirsdag til fredag kl. 11-18 og lørdag-søndag i tidsrummet kl. 11-17. 



Vi ses i Nikolaj Kunsthal!  

Fotograf
Tova Mozard
Fotograf
Thomas Borre
Fotograf
Thomas Borre
Fotograf
Paolo Galgani