K7 i Nikolaj Kunsthal
K står for kultur, og 7 står for ugens 7 dage, uge 37 og aldersgruppen op til 27 år. Hvert år i uge 37 får unge mellem 18 og 27 år fri adgang til mere end 200 museer og udstillingssteder på tværs af landet – ikke mindst Nikolaj Kunsthal!
Udover gratis adgang til Nikolaj Kunsthals tre aktuelle udstillinger er det onsdag den 10. september muligt at deltage i et helt særligt event med fokus på fordybelse og nærvær. I Øvre Galleri – hvor man kan opleve Evren Tekinoktays udstilling "BOOGIE" – udfolder ensemblet DUEN deres koncertkoncept KLANGRUM, som bringer klassisk musik helt tæt på publikum. Det er muligt at opleve DUEN tre gange, kl. henholdsvis 16:00, 16:30 og 17:00 (varighed 20 minutter).
Hvad er det nu det der K7 WEEK er for noget? Og hvordan kan jeg deltage?
K7 er et landsdækkende intiativ, der gør de danske kulturinstitutioner mere tilgængelige for det unge publikum. Fra 8.-14. september 2025 er der fri entré for unge på over 200 museer og udstillingssteder, hvis du er under 27 år. På 45 teatre og spillesteder kan du få billetter til 40 kr. Hent dit gratis K7-kort på lige her.
Dette års K7 WEEK kampagne er støttet af Spar Nord Fonden, Københavns Kommune, CPH STAGE, Augustinus Fonden og Knud Højgaards Fond. K7 PLUS er støttet af Københavns Kommune.



