iomfro med højt til loftet

Kom med til den traditionsrige kulturnat i Nikolaj Kunsthal fredag d. 13. oktober. Der er fri adgang med kulturpas, inkl. gratis transport med bus, metro og S-tog

Kulturnatten er lige på trapperne!



Aftenens musikalske indslag i Nikolaj Kunsthal kommer i år fra iomfro, der gør sig i lyriske popsange om bl.a. klimaangst, karriereplaner og kærlighedskvaler. I forbindelse med sin optræden under Kulturnatten i Nikolaj Kunsthal vil iomfro i et musikalsk nedbarberet set-up - og i samspil med sin trofaste koreograf og performer Ida Hørlyck - spille en intim koncert, hvor den formidlende krop kommer til orde. I et abstrakt udstillingsrum bliver der sat en levende krop på de følelser og tanker, som tekstuniverset rummer. iomfro kan opleves hhv. kl. 20:00 og 22:00.

Det er naturligvis også muligt at gå på opdagelse i vores aktuelle udstillinger.

Oplev gruppeudstillingen "Kunstnernes København", der – som en del af World Capital of Architecture – zoomer ind på fremstillinger af byen oplevet gennem kunstnerøjne.

Det er også muligt at dykke ned i udstillingen "Beauty in the Beast" af Shane Brox, som er optaget af at afsøge frihed gennem kontroltab og modet til at være sig selv. At træde ind i Brox’ indre verden er som at blive transporteret til mental frihed i en anden dimension baseret på instinkt, kreativitet og accept. Her åbner sig et sært og uforudsigeligt univers, som omslutter udstillingsgæsten i en sansemættet helhed.

Udstillingen "Sacred Internet in Climatime" - der er en del af Nikolaj Kunsthals projektrum Platform - er skabt af Samara Sallam i samarbejde med Kate Sterchi.



Hertil kommer en unik lysinstallation af stage and lighting designer Maria Sneding Rohde og løbende omvisninger i Nikolaj Tårn hver time. 

Følg begivenhedens Facebook event

Der er fri entré i Nikolaj Kunsthal med Kulturnatpas, som desuden også giver fri adgang til transport i bus, metro og S-tog hele aftenen (zone 1-99). 

Læs meget mere om kulturpasset og de over 230 medvirkende arrangører.