Så er der åbent for booking af nyt undervisningsforløb
I Nikolaj Kunsthal har vi åbnet op for booking af nye undervisningsforløb i efteråret. Det kommende undervisningsforløb tager tematisk afsæt i især Kathrine Ærtebjergs udstilling "En sky er en pige er en dreng er en kat" (Øvre Galleri), men også gruppeudstillingen "I'm Sorry, This Space Is Reserved" (Nedre Galleri). Begge udstillinger beskæftiger sig på forskellig vis med det anderledes, hvad angår både krop og sind.
Undervisningsforløbet udbydes foreløbig i perioden fra mandag d. 16. september til og med fredag d. 11. oktober (uge 38-41).
Kan man booke plads nu?
Ja, vi har åbnet for booking. Se de ledige datoer og tidspunkter – book dit forløb her. Vi gør opmærksom på, at din tilmelding – uanset om der er tale om et gratis eller betalt undervisningsforløb – er bindende.
Er det gratis?
Nej, desværre er de udbudte Åben-Skole-forløb besatte. Men det er fortsat muligt at købe et undervisningsforløb. Prisen er 750 kr.
Hvad kan jeg forvente?
Du og din klasse kan se frem til at opleve et undervisningsforløb, der:
- tager afsæt i to aktuelle udstillinger med fokus på den funktionsnedsatte krop, flydende identitet og af det komplekse menneskelige sind
- igangsætter en dialog, der kan bidrage til at nuancere historier om kroppens og sindets muligheder og nedbryde fordomme og barrierer
- er tilpasset henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling
- især adresserer fagene Dansk, Billedkunst, Samfundsfag og Håndværk & design
Hvad vil der ske på selve dagen?
Med primært udgangspunkt i Katrine Ærtebjergs udstilling "En sky er en pige er en dreng er en kat" og med nedslag i gruppeudstillingen "I'm Sorry, This Space Is Reserved" vil vi i undervisningsforløbet arbejde med at skabe et trygt rum, hvor eleverne skal opleve kunst med afsæt i sanselighed og deres kropslige erfaringer.
Elevernes umiddelbare forestillinger om kroppen og sindet og hvad det vil sige at være normal, vil blive udfordret i mødet med kunstværker, der bidrager med nuancer på begrebet normalitet. Udstillingerne holder et spejl op mod verden og beder os om at forholde os til vores egen krop og psyke. I arbejdet med udstillingerne vil eleverne få indblik i, hvordan det kan opleves at leve i en verden, hvor man opfattes som anderledes på grund af en sårbar psyke eller kropslig funktionsnedsættelse. Eleverne vil være med til at undersøge, hvordan man måske kan opløse disse fastsatte normer og udvide begrebet for ‘det normale’.
Undervisningsforløbet indledes med, at vi ser videoværket "Divine Decadence, Darling" (2020) af Kristina Steinbock. Her oplever eleverne, hvordan verden kan betragte den funktionsnedsatte krop med afsæt i teatertraditionen cabaret. Med disse erfaringer fortsætter vi ind i Katrine Ærtebjergs udstilling, hvor vi gennem dialogbaseret omvisning sammen vil se, sanse og tale om de surrealistiske væsner, der bebor Ærtebjergs og Ovartacis værker.
Efterfølgende fortsætter vi med forskellige øvelser. Eleverne får med de erfaringer, de har gjort sig i udstillingerne, rig mulighed for at udfolde deres evner og bruge deres fantasi. Blandt andet ved at blive udfordret til at tegne med deres modsatte hånd. Spejlet og spejlingen af selvet vil være forløbets hovedgreb, og eleverne kommer til at tegne deres eget spejlbillede – det kan afspejle, hvordan man måske ønsker at blive set, eller det kan vise skjulte sider af en selv. Måske ser du din nysgerrighed træde frem som en kat? Eller måske angst som en lås?
Undervisningsforløbet er tilrettelagt af vores erfarne undervisere Rie Linnea Lindgren-Olsen og Janne Malmros og justeres efter hvert klassetrin.
Læs mere om Kathrine Ærtebjergs soloudstilling “En sky er en pige er en dreng er en kat”
Læs mere om gruppeudstilllingen "I'm Sorry, This Space Is Reserved"
Hvis du har spørgsmål vedrørende de kommende undervisningsforløb, så kontakt teamkoordinator Camilla Lund Rasmussen på mail eller telefon 2422 6884 (tirsdage i tidsrummet kl. 11-15).
Øvrige undervisningstilbud
Nikolaj Kunsthal er en del af Kunst og Historie i Københavns Kommune. Herunder kan du finde vej til at læse om de mange andre spændende undervisningsforløb, som Kunst og Historie udbyder: