Usynlige forbindelser #2
Torsdag 3. december byder Nikolaj Kunsthal velkommen til en række oplevelser og aktiviteter, der åbner nye perspektiver på husets aktuelle udstillinger.
Mød tarotlæser Roserne Sonne, der bygger bro mellem det bevidste og det underbevidste, oplev organist David Bendix Nielsen ved Nikolaj Kunsthals knap 100 år gamle Marcussen & Søn-orgel midt i Christian Skjødt Hasselstrøms "Meridians", og kom tættere på Platform-kunstneren Sally Dalgaard og Maria Wæhrens, der står bag den anmelderroste udstilling ”The Answer” i Øvre Galleri.
Læs mere om programmet her:
Kl. 16.00-19.00 – Tarotlæsning ved Roserne Sonne
Der tilbydes løbende tarotlæsninger ved Roserne Sonne i Maria Wæhrens’ udstilling “The Answer”. Med mere end et årtis erfaring arbejder hun intuitivt og på clairvoyant vis med tarotkortene som redskab til at åbne for nye indsigter og skabe forbindelser mellem det bevidste og det underbevidste. Under læsningerne forbinder Roserne Sonne sig udelukkende med de kærlige og støttende kilder til vejledning, som findes i og omkring dig.
Kl. 16.30 – Introduktion til udstillingen Ang. Rejsekort
Mød kunstner Sally Dalgaard, der står bag konsulentbureauet Logistique og årets sidste udstilling i projektrummet Platform. I udstillingen "Ang. Rejsekort" præsenterer Logistique en optimeringsstrategi for Rejsekort A/S og undersøger spørgsmål om digitalisering, mobilitet og infrastruktur i det offentlige rum.
Platform har siden 2022 præsenteret nye samarbejder mellem kunstnere og kuratorer og er realiseret med støtte fra Det Obelske Familiefond.
Kl. 17.00 og 18.30 – Kosmisk orgelkoncert
Oplev uropførelse på værket “Continuum Ortum”, som er et nyt værk for orgel og partikeldetektor, skrevet af kunstner og komponist Christian Skjødt Hasselstrøm i tæt samarbejde med organist David Bendix Nielsen. Værket er skabt til kunsthallens orgel, bygget af Marcussen & Søn i 1930, og indgår i dialog med Christian Skjødt Hasselstrøms aktuelle soloudstilling “Meridians”. Læs mere om orgelværket her.
Kl. 17.30 – Artist Talk: Maria Wæhrens
Mød Maria Wæhrens til en artist talk med afsæt i den Statens Kunstfond-præmierede udstilling “The Answer”.
Samtalen giver publikum mulighed for at komme tættere på udstillingen og de tanker og spørgsmål, der ligger bag værkerne – herunder deres møde med Nikolaj Kunsthals historiske kirkerum. Samtalen foregår på dansk og modereres af Aukje Lepoutre Ravn, kunstnerisk leder i Nikolaj Kunsthal.
Kontakt
Nikolaj Kunsthal
Nikolaj Plads 10