Signe Heinfelt & Jo Verwohlt: Interference
Hvad sker der, når man slipper en kunstner og forsker løs i Nikolaj Kunsthals Nedre Galleri? Hvordan kan fortællinger om atomer, sorte huller og universets historie blive til sanselige kunstoplevelser? Hvordan kan videnskab og kunst supplere hinanden?
Disse spørgsmål står centralt i udstillingen "Interference", der har fokus på, at det er gennem lys- og lydbølger, vi forstår og formidler verden. Bag udstillingen står komponist og lydkunster Signe Heinfelt og astrofysiker Jo Verwohlt, der er forsker ved Niels Bohr Institutet.
Nikolaj Kunsthal åbner kalenderåret 2023 med en spektakulær udstilling, der udspringer af et samarbejde mellem en kunstner og en forsker. Det gamle sakrale kirkerum på Nikolaj Plads – med 12 meter til loftet – danner hen over foråret rammerne om en slags eksperiment, der er optaget af at undersøge kunstens og videnskabens komplementære evner. Hvordan kan forskning indenfor naturvidenskab eksempelvis styrkes af kunsten - som sanselig og visuel formidling af abstrakte og komplekse fænomener indenfor fysik og astronomi.
Hvor: Nedre Galleri
Hvornår: 10/2 – 7/5 2023
Fernisering torsdag d. 9. februar kl. 16:00-19:00