Platform * Gustav Hooge Poulsen x Frederik Rørmann Saxton

Gustav Hooge Poulsen indtager Platform med fingerdukker, der udelukkende er repræsenteret via en række fotografier. Dukkernes tredimensionelle fravær låser oplevelsesperspektivet og udfolder en historie om både kollaps og genopbygning.

Bag årets anden Platform-udstilling finder man Gustav Hooge Poulsen, der har skabt en serie skulpturer og fingerdukker, som ordnet i tableauer udfolder en række scener. Materialernes forskellige teksturer skaber i samspil med kroppen narrativer, der både afspejler håndens kontrol og materialets modspil. Udstillingen, der bærer titlen Like "Decorating A Christmas Tree ", er skabt i samarbejde med kuratoren Frederik Rørmann Saxton. 
 
Kollaps og genopbygning 
Scenerne præsenteres i udstillingen gennem fotografier, hvor perspektivet låses fast, så beskueren fratages muligheden for at opleve de afbilledede skulpturer og i stedet efterlades med en ufuldkommen præsentation. Fotografierne forvrænger samtidig motiverne, og derigennem opløses scenen, og det intime forvandles til noget mere voldsomt og surrealistisk. 
 
Ved at lade værkerne eksistere i krydsfeltet mellem fotografi, skulptur og performance udforsker Gustav Hooge Poulsen, hvordan forskellige discipliner både kan forstærke og modarbejde hinanden. Det er i denne spænding, fingerdukkerne fanges, og hvor fortællinger både kollapser og genopbygges, som fotografiets sammentrækning af dybde låser motivet og åbner for, at nye narrativer kan opstå. 

Udstillingen "Like Decorating a Christmas Tree" kan opleves i perioden 4. april - 9. juni. Der er fernisering torsdag d. 3. april kl. 16:00-19:00. Fri entré og gratis øl fra Depanneur – til de første og de hurtige!