Platform * Emma Rosenzweig x Olivia Turner

I filmen "HOLE" bevæger tre kvinder sig mellem brud, frygt og forvandling. Fra 9. oktober indtager billedkunstner og forfatter Emma Rosenzweig projektrummet Platform med en omsluttende installation, der udfolder en fortælling om tab og transformation.

Tre kvinder trækker sig tilbage til et sommerhus langt ude på landet. De står hver især midt i afslutningen på et forhold og forsøger sammen at finde mening i liv, der pludselig føles fremmede. Omgivet af skove, moser og åbne marker bevæger de sig mellem fortrolige samtaler, gamle minder og foruroligende drømme. Da mørket falder på, dukker en mystisk mand op i landskabet og betragter dem på afstand. Langsomt begynder grænserne mellem kvindernes indre liv og verden omkring dem at flyde sammen. De tre kvinder tvinges til ikke blot at konfrontere manden udenfor, men også det, de har lært at frygte, begære og udholde. 
 
Brud og forvandling 
Filmværket "HOLE" kredser tematisk om tab, transformation og de strukturer, der former kvinders blik på sig selv og hinanden. I fortællingen drømmer kvinderne om, hvordan verden ville se ud, hvis de opholdt sig i den helt alene med deres køn, men en ukendt skygge følger kvinderne, iagttager dem på afstand og tvinger dem til at forholde sig til dét, de prøver at flygte fra. Imellem kvinderne vokser en følelse af gensidig genkendelse og omsorg frem, og deres individuelle erfaringer og vrede udvikler sig gradvist til en kollektiv styrke, som de er nødt til at forfølge. 

Still fra film

Analog film mellem hud, landskab og skygge 
Filmen "HOLE" er udstillingens centrale værk. Her bruges den sort-hvide 16mm films begrænsninger aktivt som et kunstnerisk greb. Filmens kornede billeder udvisker grænserne mellem hud, landskab og skygge og giver fortællingen en både intim og ustabil karakter. Det genkendelige glider løbende over i det surrealistiske, mens fragmenterede samtaler veksler mellem poesi og hverdagssprog. 

I projektrummet Platform projiceres filmen omgivet af taktile, velourbeklædte vægge. Filmens blik trækkes dermed ud i selve rummet og omslutter publikum. Centralt i værket står en modsætning mellem den skrøbelighed og det ubehag, som det mandlige blik fremkalder hos de tre hovedkarakterer i filmen, og den styrke og primale vrede, der samtidigt vokser frem hos kvinderne. 

"HOLE" bliver således både en fortælling om at miste fodfæstet og om at genvinde det – sammen. 

Musikken til filmen er skabt af komponist og musiker Cæcilie Trier, der synkront med udstillingsåbningen udgiver titelnummeret Pavane gennem pladeselskabet 15 love.  

"HOLE" kan opleves i Nikolaj Kunsthals projektrum Platform fra 9. oktober til 15. november 2026. Der er fernisering torsdag den 8. oktober kl. 16.00-19.00. Bag dj-pulten finder man Loke Rahbek og Frederik Valentin, og der er gratis, kølige pilsnere fra Depanneur og alkoholfri elektrolytdrik fra Dansevand – til de første og de hurtige. 
 
Udstillingen er blevet til med støtte fra Københavns Kommune, Statens Kunstfond og FAKE Foundation. Udstillingsrummet Platform er realiseret med støtte fra Det Obelske Familiefond.

Kort om Emma Rosenzweig

Emma Rosenzweig (f. 1990) er en dansk billedkunstner, forfatter og skribent uddannet fra Talentholdet på DR i 2012 og fra kunstakademiet Städelschule i Frankfurt i 2024. 

Rosenzweig har drevet flere filmklubber i København, blandt andet Ulvetimen i Husets Biograf fra 2014 til 2018 og den eksperimenterende Super 8-filmklub Den Blå Time på Kunsthal Charlottenborg i 2019. Hendes afgangsfilm fra Städelschule, Under Broen, blev blandt andet vist på hendes soloudstilling hos Galleri Tom Christoffersen i København i 2024 samt hos Julia Stoschek Foundation i Düsseldorf. 

I 2024 udkom hendes første roman, Jeg Giver Alt Væk, som hun i 2025 modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris for. I januar 2027 udkommer hendes anden roman, Dit Stille Ansigt. Sideløbende med sit forfatterskab skaber hun kunstfilm og skriver essays om kunst og kultur for blandt andet Weekendavisen.

Kort om Olivia Turner

Olivia Turner (f. 1997) er kunsthistoriker, kurator og researcher med base i København. Hun har en kandidatgrad i kunsthistorie fra The Courtauld Institute of Art (2023) og en bachelorgrad i kunsthistorie fra Københavns Universitet (2022). Derudover har hun studeret Visual Cultures: Curation, Materialism and Fundraising på Goldsmiths, University of London. 

Turner er i dag assisterende kurator på Kulturens og alumne fra Frieze New Writers. Tidligere har hun arbejdet på Faurschou Foundation og Copenhagen Contemporary.