Den dumme lillesøster

Tekstbidrag fra kulturjournalist og modekritiker Mikkel Lind Sorgenfrey i forbindelse med udstillingen 'Super High Underground'

Mode er kunstens dumme lillesøster. Hende der ikke er stor nok til kunsthallerne eller klog nok til, at man gider skrive om hende i aviserne.

På en måde er det en rolle tildelt ved fødslen, for som et håndværk, der traditionelt set har været udført af kvinder, er tekstilarbejde altid blevet set ned på.

Men det er også selvforskyldt. Førhen var tøj dyrebare, holdbare genstande, der gik i arv fra generation til generation, men i nyere tid har modeindustrien vokset sig til en kapitalistisk, masseproducerende maskine, som udhuler faget for kunstnerisk værdi.

Vi lever under en modeforståelse, der handler om forbrug. Om kvantitet over kvalitet. Om en konstant jagt på tidens tendenser, et sidste skrig. Garderoben skal skiftes ud, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Derfor har mode også udviklet sig til en af verdens værste industrier. Den er forurenende og uetisk, og den udnytter natur og mennesker i en sådan grad, at det ikke vil kunne fortsætte. Det er simpelthen ikke bæredygtigt.

Trods grønne påstande fra branchen selv er den grønne omstilling af modeindustrien reelt set ikke begyndt, og med en voksende middelklasse i det globale syd, hvis befolkningstal langt overstiger tallet i det globale nord, synes branchens udfordringer uovervindelige. Det er, som om der kun er problemer og ingen tilsvarende løsninger.

I disse år vokser modløsheden, og designere forsøger at undslippe modens hastige tempo for i stedet at søge mod kunsten. For i kunsten er der håb. Her er plads til andre og dybere fortællinger. Langsommelighed. Til at arbejde konceptuelt frem for kommercielt. Her er plads til livet. Menneskelige værdier, sociale relationer. Minder og drømme. Og vigtigst af alt: Her kan man stille spørgsmål.

For hvad er mode egentlig?
Det spørgsmål har vi i mange år glemt at stille os selv og hinanden. Vi har været vant til en topstyret modeverden, der har dikteret nedad. Men inspiration kommer sjældent oppefra. Den kommer nedefra. Og her findes også mere bæredygtige forståelser for mode end dem, vi fortæller hinanden i dag.

De udstillende kunstnere viser os, at bevaring af noget gammelt kan være et værdifuldt minde om fortiden. At tekstilhåndværk er konkretiseringen af den historiske arv fra mor til datter gennem årtusinder. At middelklassens narcissistiske selvdyrkelse har spillet fallit.

Og de spørger os, hvordan vi kan danne nye og bedre fællesskaber. Naturbaserede samfund der inkluderer flere. At mode er farverig og forskellig og større end Europa og Vesten. Og mange steder i verden mere bæredygtig.

Forbindelsen til mode og tekstil vil være tydeligere i nogle værker end andre, men det er underordnet – eller en pointe i sig selv – for mode har brug for nye måder at udtrykke sig på.

Måske er det netop i kunsten, at mode hører hjemme, og mange af modeindustriens løsninger skal findes. For mode er kunst, hvis vi insisterer på, at det skal være det.

Faktisk er det den kunstform, der har mest bredde, og som engagerer flest mennesker. Mode er tilgængeligt, og alle mennesker forholder sig til, hvad de skal tage på, når de står op om morgenen. En rækkevidde den traditionelle kunst må skele misundeligt til.

Super High End Underground inviterer den dumme lillesøster med indenfor – og det er på tide. For når vi giver hende kunstens rum og plads til udfoldelse – og til at stille spørgsmål – skal det nok vise sig, at hun slet ikke så dum, som vi tror.

Kort om Mikkel Lind Sorgenfrey

Mikkel Lind Sorgenfrey er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og dækker mode, kunst og kultur. Han underviser desuden i modejournalistik og holder foredrag om modebranchen.

I disse år vokser modløsheden, og designere forsøger at undslippe modens hastige tempo for i stedet at søge mod kunsten. For i kunsten er der håb. Her er plads til andre og dybere fortællinger. Langsommelighed. Til at arbejde konceptuelt frem for kommercielt. Her er plads til livet. Menneskelige værdier, sociale relationer. Minder og drømme. Og vigtigst af alt: Her kan man stille spørgsmål
Mikkel Lind Sorgenfrey
Kulturjournalist og modekritiker