Breaking Darkness
Udstillingen, der bærer titlen "Breaking Darkness", er en hommage til Lars von Triers vægtige kunstneriske arbejde og præsenterer hans særegne univers i et nyt lys, hvor både hardcore-fans og nysgerrige Lars von Trier-novicer får muligheden for at stifte bekendtskab med hans værker i en anderledes kontekst. Udstillingen udfolder Lars von Triers univers i en række stedsspecifikke installationer. Ved at bruge de gamle historiske kirkerum med stilistiske nik til gotik bringes Lars von Triers oeuvre i spil i en anderledes kunstnerisk kontekst, der tilbyder en fysisk og taktil oplevelse af filmmesterens æstetik og billedsprog.
Et billedkunstnerisk blik
Lars von Trier, født i 1956, har siden sin uddannelse fra Den Danske Filmskole været en pioner inden for filmkunsten, altid med et skarpt blik for det billedkunstneriske. Hans oprindelige ønske om at studere på Kunstakademiet afspejler en dyb fascination af visuelle udtryk, som han har kanaliseret ind i sin filmkunst. Som en central figur – både herhjemme og i udlandet – har Lars von Trier udfordret konventionerne og skabt værker, der både er gribende, provokerende, smukke og frastødende. Med nærværende udstilling udviskes skellet mellem billedkunst og film med henblik på at skabe en sanselig totaloplevelse med udgangspunkt i værkernes visuelle gennemslagskraft.

Gesamtkunstværk
Udstillingen består af en række stedspecifikke installationer, der repræsenterer film skabt i perioden 1991 til 2011. Installationerne er udfoldet i forskellige rum, som hver især fremmer filmenes individuelle formsprog og tematik. Således vil "Breaking the Waves" (1996) understøttes af Øvre Galleris gotiske arkitektur, "Melancholia" (2011) folde sig ud i det højloftede Nedre Galleri, mens "Europa" (1991) kan opleves på kunsthallens førstesal. Udstillingen laver tematiske nedslag i emner som kærlighed, tro, undergang og ondskab. "Breaking Darkness" er en udstilling, der skaber et narrativt univers baseret på objekter, brudstykker af film og lyd. Den stedspecifikke iscenesættelse skaber via belysning og scenografiske greb visuelle universer, som publikum bliver en del af.
Udstillingen suppleres også af en række filmvisninger inkl. ekspertoplæg i Cinemateket. Du får rabat med din udstillingsbillet fra Nikolaj Kunsthal. Se tidsplan og program her.
Lars von Trier har ikke personligt bidraget til at udvikle eller producere udstillingen, men udtaler følgende om projektet: "Jeg, Lars von Trier, giver hermed udstillingen min velsignelse".
Credits
Fonde:
Statens Kunstfond
A.P. Møller Fonden
Knud Højgaards Fond
Ny Carlsbergfondet
Augustinus Fonden
Københavns Kommune
Samarbejdspartnere:
Nikolaj Kunsthal (kuratering og udstillingsproduktion)
Jens-Otto Paludan (udlån af fotoværker) Zentropa (filmproduktion)
Philip Sacht (scenografi og lysdesign)
Solitude Studios (tekstildesign)
Ulrik Vincent (lyddesign)
Sofie Riise Nors (grafisk novelle)
Lilian Munk Rösing (tekstbidrag)
RHODflowers (blomsterdekoration)
