Tracy Rose: Waiting for god
Tracey Rose tilhører den generation af sydafrikanske kunstnere, der har etableret sig efter apartheid. Med udgangspunkt i denne særlige politiske og historiske situation har hun udviklet og defineret en provokerende og performativ visuel verden, hvor der er plads til en palet af mange- facetterede karakterer.
Tracey Roses referencer til teaterets og karnevalets traditioner giver hendes værker en satirisk karakter, hvor kroppen og det dramatiske er i centrum. Hun udfolder et stereotypt persongalleri, hvor de unuancerede roller, som ofte tildeles afrikanere og kvinder generelt, bliver udfordret. Rose bruger disse stereotyper til at undersøge og forstå, hvordan vores fælles kulturer, normer og menneskesyn bliver dannet. Et undersøgende arbejde, der bl.a. går tæt ind på de basale religiøse skabelsesmyter, der ligger til grund for enhver kulturs opståen.
I billed- og videoserien Lucie’s Fur, version 1.1.1 (2003) udforskes eksempelvis menneskets oprindelse på mange forskellige måder - fra Lucifer til Lucy, den første opdagede menneskeabe. Og i det skelsættende videoværk Ciao Bella (2001), lavet til Venedig Biennalen, fortolkes Den Sidste Nadver med 12 kvindelige karakterer. Samtlige roller spilles af kunstneren selv, og udgør en kommentar til Vestens syn på kvindelighed. I sæbeoperaen The Cockpit (2008), der er optaget og udsendt på sydafrikansk nationaltv, takles intolerance, had og elendighed i en mere direkte form, idet den højeste humanistiske kraft – selveste Gud - stilles for retten.
Tracey Rose er født i 1974 i Durban og bor og arbejder i Johannesburg, Sydafrika. Hun blev i 2006 udpeget som en af de 50 vigtigste afrikanske kulturelle personligheder af den engelske avis The Independent. Hun har udstillet på nogle af verdens vigtigste kulturinstitutioner som eksempel- vis Venedig Biennalen, New Museum (New York), Centre George Pompidou (Paris), Museum of Contemporary Art Sydney og Moderna Museet (Stockholm).
Tracey Rose: Waiting for God er kurateret af Khwezi Gule (Johannesburg) og Renaud Proch (New York) i samarbejde med Linda Givon (Johannesburg). Udstillingen er produceret af Johannesburg Art Gallery og Bildmuseet, Umeå Universitet.