PIXELADE - en udstilling for alle fra 0 til 116 år
PIXELADE er det nyeste skud på stammen i Nikolaj Kunsthals mangeårige tradition for at skabe en særlig udstilling med samtidskunst for børn, unge og de voksne, der ledsager dem.
I et univers, hvor alt er opløst i pixels med et væld af farverige flytbare elementer, lyde og skiftende lyssætning, inviteres alle til at eksperimentere med former, farver, kombinatorik og rumlige strukturer. Man kan prøve forskellige processer og spil og udforske legen og spillets kombination af frihed, regler, improvisation og kreativ opgaveløsning. Udstillingen kan opleves og prøves af alle i alle aldre, alene og i fællesskab.
PIXELADE er en interaktiv totalinstallation skabt af billedkunstnerne Malene Bang og Katja Løgstrup-Hansen i samarbejde med spiludviklere fra Copenhagen Game Collective.
Malene Bang og Katja Løgstrup-Hansen er begge uddannet fra Det kgl. danske Kunstakademi i 2012.