Torsdagsbar med Pink Oyster, Jonas Visti og bagom-kulissen-omvisning
Inden vi for alvor slår dørene op, tyvstarter vi den nye sæson med en torsdagsbar d. 22. august kl. 16:00-19:00 på Nikolaj Plads. Som en del af Københavns Kulturkvarter – og i anledning af Copenhagen Cooking - etablerer vi en interimistisk østersbar, hvorfra kokken Jonas Harboe Frederiksen, der står bag Pink Oyster, serverer friske østers. Det er muligt at pre-order sine østers via Copenhagen Cooking lige her.
Musik-aficionado, radiovært og vinylentusiast Jonas Visti betjener eklektisk pladespilleren, og i løbet af eftermiddagen kl. hhv. 16:30 og 17:30 er det muligt at komme med på en bagom-kulissen-omvisning i den kommende gruppeudstilling I’m Sorry, This Space Is Reserved, der har fokus på den inkapable krop. Sneak-peek-omvisningen varetages af kurator Kristina Steinbock, der også selv er repræsenteret med værker på udstillingen. Der udbydes et begrænset antal billetter, som afsættes efter først-til-mølle-princippet. Billetterne kan hentes gratis i cafeen på dagen.
Torsdagsbaren er lavet i samarbejde mellem Nikolaj Kunsthal, Teatermuseet i Hofteatret, Copenhagen Cooking og Københavns Kulturkvarter.


