Nikolaj Kunsthal søger ny leder
Nikolaj Kunsthal søger en nytænkende og handlekraftig kunstnerisk leder, der kan sætte en ambitiøs retning for kunsthallens udvikling i de kommende år.
Kunsthallen befinder sig i en spændende periode med stigende besøgstal, vækst i de kommercielle aktiviteter, øget opmærksomhed og stærke partnerskaber. Den kommende leder skal bygge videre på den positive udvikling og samtidig bringe nye idéer og perspektiver i spil.
Stillingen omfatter bl.a. ansvaret for at udvikle et markant og ambitiøst udstillingsprogram samt at sikre finansiering gennem strategisk fundraising.
Læs mere om stillingen som leder af Nikolaj Kunsthal.
Der er ansøgningsfrist den 30. november. Stillingen ønskes besat pr. 1. februar 2026.
Om Nikolaj Kunsthal
Nikolaj Kunsthal holder til i en tidligere, delvist fredet kirke i Indre By og har siden 1980 været en central aktør på den københavnske kunstscene.
Vi præsenterer løbende udstillinger i både Nedre Galleri, Øvre Galleri og i projektrummet Platform, dedikeret til det kunstneriske og kuratoriske vækstlag. Hertil kommer et ambitiøst aktivitets- og formidlingsprogram med talks, events, koncerter m.m. – bl.a. med inddragelse af kirkens tårn og orgel.
Kunsthallen har fem dedikerede fastansatte medarbejdere og en større gruppe timelønnede. Vi lægger vægt på godt samarbejde, en ordentlig tone, og at det også skal være sjovt at gå på arbejde.
Nikolaj Kunsthal er ejet af Københavns Kommune og er organisatorisk forankret i Kunst & Historie, der finansierer lønninger og faste driftsomkostninger, inkl. husleje. Udstillings- og aktivitetsprogrammet er afhængigt af ekstern støtte.