Kunst på Barsel * Københavnerstykker II
Torsdag d. 19. februar inviterer vi forældre til børn i alderen 0–2 år indenfor i udstillingen “Københavnerstykker II”. Udstillingen præsenterer en omfattende samling af kunstværker, som Rådet for Visuel Kunst – på vegne af Københavns Kommune – har indkøbt i perioden 2022–2025.
En genvej til samtidens kunst
Over 230 værker skabt af knap 150 forskellige kunstnere kan opleves side om side i Nikolaj Kunsthal. Værkerne er en del af en voksende kunstsamling, som til daglig er placeret på Københavns Kommunes institutioner og arbejdspladser, fx biblioteker, rusmiddelbehandlingssteder, jobcentre, skoler og borgmesterkontorer – til glæde for både medarbejdere, brugere og borgere.
Omvisningen starter kl. 10.00, så deltagerne og deres børn har kunsthallen helt for sig selv frem til kl. 11.00. Der er god plads til barnevogne, sutteflasker og bleskift samt adgang til caféen, hvor kaffe, te og cookies kan købes til favorable priser.
Omvisningen faciliteres af Malou Solfjeld, som er mor, kunsthistoriker og kvinden bag konceptet Kunst på Barsel. Omvisningen assisteres kyndigt af underviser og kunsthistoriker Rie Linnea Lindgren-Olsen. Gennem flere år har Kunst på Barsel tiltrukket fulde huse med omvisninger på museer og i kunsthaller, særligt målrettet forældre på barsel.
Bemærk at billetterne sælges samlet i kombination med flere øvrige Kunst på Barsel-aktiviteter. Læs mere om pris og programindhold her.
Kontakt
Nikolaj Kunsthal
Nikolaj Plads 10