Gruppeudstilling: Hotel Nikolaj
Hotel Nikolaj var en nyskabende, sensorisk og interaktiv oplevelse, en slags installationsteater, hvor kunst og teater mødtes. Gæsterne blev inviteres til at lege med, og sanseindtrykkene vakte nysgerrigheden og opdagelysten.
Publikum blev inviteret til at udforske hotellets mange værelser, hvor beboerne var til stede i form af videoprojektioner, lydspor og rekvisitter, der antyder deres identiteter og livshistorier. I receptionen blev alle budt velkommen og ført ind i hotellets mange fortællinger. Hotel Nikolaj blev til i et samarbejde mellem scenekunstnerne Gabriel Hernández og Marga Socias fra Planeta 15 i Barcelona og den anerkendte danske videokunstner Lærke Lauta. Hernández og Socias iscenesatte Nikolajs store Nedre Galleri som en sammenhængende og labyrintisk hotelscenografi med udgangspunkt i de personer og fortællinger, som Lærke Lautas videoprojektioner antydede. Hendes videoportrætter af hotellets beboere blev forstærket og forlænget ud i tre dimensioner via genstande, lugte og interiører, som gæsterne blev opfordret til at undersøge og bruge, flytte ind i, røre, supplere eller forandre. Kunstnerne udnyttede Nikolaj Kunsthals unikke historiske karakter til at skabe et univers, der spillede på alle sanser og aktiverede publikum.
Om kunstnerne:
Den danske videokunstner Lærke Lauta bor og arbejder i Danmark. Hun er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunst-akademi i 2001. Hun har udstillet både nationalt (Århus Kunstbygning, Møstings Hus, Vendsyssel Kunstmuseum, Overgaden m. fl.) og internationalt, særligt i USA (blandt andet Museum of Contemporary Art, San Diego og Saint Louis Art Museum).
De spanske scenekunstnere Gabriel Hernández og Marga Socias er begge en del af "Teatro de los Sentidos" i Barcelona og har sammen startet den eksperimenterende teaterplatform Planeta 15. Herhjemme er "Teatro de los Sentidos" mest kendt for deres anmelderroste og store publikumsucces City Puzzle, som var REPUBLIQUEs åbningsforestilling i 2009. Gabriel Hernández er uddannet fra teaterskolen i Bogota, Colombia og har blandt andet startet teaterkompagniet Senzorium i Ljubljana, Slovenien. Marga Socia har en grad i filosofi og pædagogik fra Barcelonas Universitet og har arbejdet som performer på flere teatre i Barcelona. Hun har bl.a. arbejdet sammen med performeren Marcelli Antunez, klovnen Jon Davison og koreografen Andres Corchero. Hotel Nikolaj blev tidligere vist på Skovgaard Museet i Viborg under titlen Hotel Aurelia.