FOKUS 2020

FOKUS videokunstfestival er en festival for dansk og international videokunst, som Nikolaj Kunsthal i København har grundlagt og organiseret siden 2011

2020 er året, hvor vi fejrer FOKUS videokunstfestival 10 års jubilæum med manér. I den anledning har vi valgt at vise alle årernes vinderfilm fra både ind- og udland. Filmene vises i Nikolaj Kunsthal samt på tre andre kunstinstitutioner rundt i Danmark - nemlig Kunsthal 6100 i Haderslev, Kunsthal Nord i Aalborg og Viborg Kunsthal.

I år vil man derfor kunne opleve film af Rose Eken, Julie W. Tovgaard & Mira Kellermann, Kristina Elisabeth Steinbock, Margarida Paiva, Malene Choi, Viktor-Emil Dupont Billund, Søren Thilo Funder, Vladimir Tomic, Madeleine Andersson, Albin Skaghammar.

FOKUS videokunstfestival har siden sin grundlæggelse bestået af et open call format bestående af ny-producerede video- og filmværker indsendt fra danske og internationale miljøer inden for kunst og filmproduktion. De indsendte værker er altid blevet bedømt af en professionel jury af kuratorer, kunstnere og repræsentanter fra filmbranchen. Blandt tidligere års jurymedlemmer fra filmens verden har været festivaldirektør Tine Fischer, CPH:DOX, filminstruktørerne Andreas Johnsen og Annika Berg, programredaktør i Cinemateket Rasmus Brendstrup, billedkunstnerne Simon Starling, Lærke Lauta samt Ann Lislegaard.

Under festivalen byder vi indenfor til fernisering og åbningsarrangement på visning af de udvalgte værker. Derudover inviterer vi til talk med cand. Mag. Andreas Brøgger, der i sin tid grundlagde FOKUS videokunstfestival.