Fernisering * Evren Tekinoktay * Portalen til verden * Platform

Kom med, når vi skyder den nye udstillingssæson i gang med en kæmpe fest – både inde og ude på Nikolaj Plads. Vi fejrer samtidig åbningen af tre nye udstillinger. Sæt kryds i kalenderen!

Vi glæder os til at tage imod en masse gæster, når vi åbner tre nye udstillinger onsdag den 27. august fra kl. 16.00. Vanen tro kan du se frem til musik, pop-up food, performance – og forhåbentlig en sensommersol, der generøst indhyller Nikolaj Plads! Der er som altid fri entré og gratis øl til de første og hurtigste. Alle er velkomne.

Vi glæder os til at præsentere tre nye udstillinger:

Øvre Galleri:
Oplev en soloudstilling med den dansk-tyrkiske billedkunstner Evren Tekinoktay, der præsenterer et poetisk og sanseligt univers sammensat af nye, lysende neonværker, knyttede tæpper og detaljerige collager. Hendes kunstneriske praksis er drevet af intuition – både som metode og som stemning, der kan sætte sig i beskueren. Med et virke, der rækker ud over traditionelle kunstformer, har Evren Tekinoktay gennem sin karriere bevæget sig frit mellem billedkunst, design, parfume og lingeri. Læs mere om udstillingen.

Nedre Galleri og Mellemtrinnet:
Gruppeudstillingen "København–Berlin: Portalen til verden" zoomer ind på den frugtbare æra i Berlin i kølvandet på murens fald. Udstillingen – som kan opleves i det højloftede Nedre Galleri og på Mellemtrinnet – fokuserer på et udsnit af de billedkunstnere fra København, der blev tiltrukket af Berlins omkalfatring i forlængelse af fusionen mellem øst og vest. Udstillingen tæller værker af Alexander Tillegreen, Cassie Augusta Jørgensen, Deniz Eroglu, Dina El Kaisy Friemuth, Gitte Villesen, Lise Harlev, Tommy Støckel, Ulrik Møller og Vinyl-terror & -horror. Læs mere om udstillingen.

Platform:
Projektrummet Platform har – gennem seks årlige udstillinger – til formål at præsentere nye kunstnere og kuratorer. Den 27. august fejrer vi åbningen af en udstilling skabt af billedkunstner Sofie Winther i samarbejde med kuratorgruppen SOS (Sorg & Samfund). Læs mere om Platform.

Flere programdetaljer følger senere. På gensyn i Nikolaj Kunsthal! 
 

Kontakt

Nikolaj Kunsthal

Nikolaj Plads 10

1067 København K
Del med