Er du den nye udstillingspraktikant i Nikolaj Kunsthal?

Nikolaj Kunsthal har opslået en ny praktikstilling. Der er deadline 14. december. Kig med herunder

Nikolaj Kunsthal søger en praktikant, der interesserer sig for samtidskunst og kultur - og som leder efter en praktikplads i foråret 2024. Vi søger en studerende fra kunsthistorie, visuel kultur eller en lignende uddannelse, der har lyst til at arbejde med lige dele front- og back office-funktioner. Vi tilbyder alsidige og udfordrende opgaver i et livligt miljø, der udspiller sig i den tidligere Sankt Nikolaj Kirke, der kan dateres tilbage til 1200-tallet.    

Praktikstillingen indeholder en lang række forskellige opgaver på tværs af hele huset. Opgaverne omfatter lige dele frontline-service med tæt kontakt til alle vores mange gæster samt administrative opgaver på kontoret. Praktikstillingen giver et indblik i processerne på kontoret med administration, drift, kommunikation og planlægning af udstillinger og events. Desuden udspiller en del af praktikopholdet sig i vores nyrenoverede café og butik, hvor man bidrager til publikumshåndtering, dvs. kommunikation til gæster om udstillingen, billetsalg, betjening i café og butik mv.  

Praktikperioden starter som udgangspunkt primo februar, men kan eventuelt justeres. Det er et krav, at praktikperioden kan strække sig over fire måneder, minimum tre dage om ugen. Praktikken er ulønnet. 

 

Hvis du har spørgsmål til opslaget her, så skriv til kunstnerisk leder Helene Nyborg Bay på helene.nyborg.bay@kk.dk.

Send en kort motiveret ansøgning (inkl. cv på max 1 side) senest torsdag d. 14. december til helene.nyborg.bay@kk.dk.

   

Om Nikolaj Kunsthal       

Nikolaj Kunsthal præsenterer især dansk samtidskunst i unikke historiske omgivelser midt i København. Kunsthallen er beliggende i den gamle Sankt Nikolaj Kirke, der kan dateres tilbage til 1200-tallet. Den smukke arkitektur indgår i samspil med skiftende udstillinger, senest af bl.a. Shane Brox, Radar Contemporary, Ditte Ejlerskov og Nikoline Liv Andersen. Nikolaj Kunsthal har sit fokus på Københavns samtidskunstscene og er optaget af kunstmøder på tværs af genrer, medier og formater. Kunsthallen præsenterer også løbende koncerter, performances, omvisninger, middage, talks og ikke mindst udstillingsrummet Platform, der kom til i februar 2022.