Trine Boesen: Hullet i rummet
Bag Hullet i rummet gemmer der sig en forunderlig og sanselig verden af endeløse skilteskove, hemmelige kroge, nedstyrtede satellitter, kikkerter og kalejdoskoper. Her er bløde meteorstorme, vægtløse kloder, lyde på afveje og sorte huller man nemt kan blive væk i. Udstillingen sender både krop, sanser og den frie fantasi på en sjov og forunderlig rejse ind igennem hullet og ud i det ydre rum.
Med totalinstallationen "Hullet i rummet" skaber den danske billedkunstner Trine Boesen, i samarbejde med Nikolaj Kunsthal en parallel virkelighed, hvor tid og rum kan få os til at glemme, hvem vi er og måske opdage det på ny i sanselige møder med universets genstande, materialer og fænomener. Elektronisk musiker og komponist Bjørn Svin har lavet det futuristiske lydspor til udstillingen.
Udstillingen er en ny og udvidet opsætning af udstillingen Hullet i muren, der blev vist på Brandts tidligere på året. Nye værker og dimensioner indgår i udstillingen og man kan lave kreative projekter inspireret af udstillingen i et særligt workshoprum.