Venedig filmfestival VR i Nikolaj Kunsthal
I år er hele tre danske VR-værker blevet udvalgt til at være med i den prestigefulde Venedig Filmfestival. I den anledning viser Nikolaj Kunsthal alle tre danske værker samt et udvalg af Biennalens øvrige VR-værker.
Det ene af de danske værker, der får premiere i Nikolaj Kunsthal, er knyttet til filmen SMAGEN AF SULT, der er ved at blive produceret af Zentropa, og som får premiere til februar næste år. SMAGEN AF SULT – VR er produceret i et nyt samarbejde mellem Zentropa og det innovative filmstudie Makropol og er instrueret af stortalentet inden for Virtual Reality, David Adler sammen med Christoffer Boe (som også er instruktør på spillefilmen). Det er første gang, det danske publikum får mulighed for at opleve VR-værket.
Ud over SMAGEN AF SULT vil også værkerne Havfolket Kalder Mørknet Vand og The Hangman at Home – VR blive vist.
Havfolket Kalder Mørknet Vand giver mulighed for at opleve et mytologisk landskab og en natur, der kommer til live og kommunikerer med beskueren. Værket har sin rod i en nordisk myte om havfolket, der lokkede fiskere og længselsfulde sjæle til havs. Værket er en meditativ rejse fra strandbredden mod havets bund, hvor grænsen mellem naturen og selvet bliver flydende.
Mødet med naturen har gennem generationer fremprovokeret fortællinger og skabt mytologiske væsener, og VR-værket sandsynliggør denne erfaring. Havfolket Kalder Mørknet Vand er dokumentarfilminstruktør Vibeke Brylds første VR-værk.
Havfolket Kalder Mørknet Vand er både en selvstændig VR-oplevelse og et værk, der knytter sig til filmen Thyland, som ligeledes instrueres af Vibeke Bryld, med forventet premiere i 2021. VR-værket vil ud over denne udstilling også kunne ses senere på året i Nikolaj Kunsthal, hvor det sættes op i en større installation, der åbner i oktober.
The Hangman at Home - VR er en single-user interaktiv VR-oplevelse, som udforsker temaer omkring ansvar og menneskers intime rum.Historien handler ikke om at hænge mennesker, men mere om den akavede intimitet, der er ved dét at være et menneske.
VR-oplevelsen er animeret i hånden og begynder med et ”call to action”. Brugeren inviteres til at stryge en tændstik, hvilket starter den interaktive historie. Du får nu mulighed for at gå ind i en række rum, hvor fem forskellige historier udspiller sig. Dette er en næsten meditativ oplevelse, og du bliver dernæst inviteret til at træffe et valg, som nu gør dig til en del af historien.
Hvilken rolle vælger du at spille i denne tankevækkende, ofte poetiske, rejse?
The Hangman at Home - VR afslører, at vi mennesker har langt mere tilfælles, end vi måske går og forestiller os og stiller spørgsmål om medansvar.
Det prisbelønnede kunstnerpar Michelle og Uri Kranot har instrueret dette multi-medieprojekt inspireret af Carl Sandburgs ikoniske digt fra 1922. The Hangman at Home - VR er en del af en serie på tre værker, hvoraf VR-single-user oplevelsen er den første, der har premiere.
Værkerne SMAGEN AF SULT, Havfolket Kalder Mørknet Vand og The Hangman at Home vises sammen med en række af internationale udvalgte værker fra 77th VIFF VR Expanded og kan opleves i Nikolaj Kunsthal
d. 2. - 12. september 2020.