Nikolaj - Københavns Kunsthal 40 år
Op igennem 1980’erne og 1990’erne blev videokunst udviklet som ny kunstform, og mange danske og internationale kunstnere begyndte at eksperimentere med formaterne. Nikolaj Kunsthal var et af de første udstillingssteder herhjemme til at vise den ny genre og fik siden overdraget et videokunstarkiv, grundlagt af Huset i Magstræde, med førende danske og internationale navne. Udstillingen består af otte film udvalgt fra dette arkiv samt otte installationer af yngre kunstnere fra den københavnske kunstscene, som hver især har skabt nye værker i relation til udstillingen og de eksisterende arkivværker.
Det er vores ønske, at der på denne måde skabes en dialog mellem generationer i udstillingen. Det giver de nye værker en anderledes vinkel at arbejde ud fra, samtidig med at vi kan reflektere over videomediets æstetik og budskaber dengang for fyrre år siden – samt hvordan det modtages i dag og videreføres af byens samtidskunstnere. Det er der kommet nye og overraskende installationer ud af: Filip Vests scenografiske installation, som mimer Zbigniew Rybczyńskis kulisse med scenetæppe og vindue i dennes værk Tango. Ida Kvetny er gået bogstaveligt til værks og har skabt et 27. badeværelse som en installation i forlængelse af Peter Greenaways værk 26 Bathrooms. Uffe Isolotto tager Skriver & Skeels tematik omkring 80’ernes shopping-kultur og konsumerisme op i sin installation, der relaterer til varelagerets stilladsæstetik i form af kromrør, mens Gudrun Hasle arbejder videre ud fra Ane Mette Ruges R.E.M. i sit syede banner med titlen Som at slåkke tøsten med mad. Ditte Marie Berthelsen spiller med sine tre selvportræts-videoer op mod Marina Abramović & Charles Altas i deres portræt af en kvinde a.k.a. Abramović selv, mens Michael Richardt også bruger sig selv og sit eget ansigt i videomediet - et greb der går igen hos Tony Oursler. Anika Loris værk Jeg kalder på dig integrerer sig i Connie Colemans video Hot Pink og skaber et stærkt sanseligt rum bestående af lyd, billede og patchworkbanner. For enden af salen ses kunstnerduoen Fischli/Weiss’ ikoniske værk Der Lauf der Dinge, hvor hverdagsobjekter indgår i en kausal kædereaktion, og Klara Liljas to keramiske spejlobjekter hænger på væggen ved siden af som en nutidig tilføjelse og fortsættelse i det uendelige.
Hvor: Nedre Galleri
Hvornår: 12. februar - 13. juni