FOKUS 2011
Den danske og internationale videokunst har fået en ny platform i København, efter at Nikolaj Kunsthal for første gang afholdt FOKUS videokunstfestival - tanken er, at København dermed får en tilbagevendende festival for videokunst.Festivalen præsenterede ud over et mangefacetteret videoprogram artist talks, performances og events.
Nikolaj Kunsthal havde inviteret 12 af de mest markante danske videokunstnere lige nu til at præsentere deres værker: Kristoffer Akselbo, Sonja Lillebæk Christensen, Johanna Domke, Morten Dysgaard, Jeanette Ehlers, Ulrik Heltoft, Birgit Johnsen og Hanne Nielsen, Jane Jin Kaisen og Guston Sondin-Kung, Jette Hye Jin Mortensen, Lea Porsager, Jeanette Land Schou og Jacob Tækker.
Side om side med de danske kunstnere vistes også et udvalg af aktuelle internationale kunstvideoer af blandt andet belgiske Johan Grimonprez og finske Tellervo Kalleinen og Oliver Kochta-Kalleinen, ligesom videokunstens beslægtede venner musikvideoen, street-videoen og modevideoen var repræsenterede.
Herudover havde Nikolaj udsendt et open call til alle etablerede videokunstnere og nye talenter med opfordring til at indsende værker. Disse værker blev bedømt af en jury bestående af galleristen Jesper Elg fra V1 Gallery i København, videokunstneren Eva Koch, filminstruktøren Martin Strange-Hansen samt Nikolaj Kunsthals leder Elisabeth Delin Hansen og kurator Andreas Brøgger. Læs mere om FOKUS 2011 open call, de nominerede og vinderne.
De tre inviterede jurymedlemmer havde også hver kurateret et selvstændigt internationalt program med deres bud på kunstscenens mest interessante videoer - heriblandt med bidrag af Chris Dorland og Daniel Askill.
FOKUS videokunstfestival præsenterede ligeledes et udvidet event-program, der med forskellige vinkler satte spot på videokunstens mange udtryk. I Tårnrummet kunne man således opleve en række arrangementer, der udfoldede forholdet mellem video og performance repræsenteret ved performances og videovisninger af blandt andet Lilibeth Cuenca Rasmussen, Marie Kølbæk Iversen og Louise Midjord.
Og i Nedre Galleri var der hver fredag i perioden fyret op for musikken og billedstrømmen ved tre VJ-events med bidrag af prominente figurer som blandt andet Bjørn Svin & Casper Øbro og Dark Matters. Hver dag kunne man også møde nogle af kunstnerne bag de viste værker og høre talks med kuratorer og andre relevante profiler fra videoscenen.