Gruppeudstilling: Artreach
10. – 26. februar 2012 var der mulighed for på udstillingen ArtReach at se resultatet og processen bag outreach-kunstprojektet af samme navn, der engagerede kunstnere og lokale beboere i aktivt at skabe relevante og sociale bidrag til byen. Nikolaj Kunsthal samarbejdede med tre kombinerede biblioteker og kulturhuse - Kulturanstalten på Vesterbro, Blågårdens Bibliotek og Støberiet samt Sundby Bibliotek og Kvarterhuset - som hver især havde haft tilknyttet en lokalt forankret kunstner eller kunstnergruppe, som gik i dialog med lokale om samtidskunsten. Mobilt lokalarkiv, fælleshave og identitet på hjemmeside.
På Amager var det kunstnergruppen Parfyme, som i sommeren 2011 rullede rundt på gader og stræder på Amager med en kæmpe skulptur af en lort på en trækvogn. Her stillede de "Lorteøens" lokale spørgsmål, som fx "Hvor på Amager får man den bedste kebab?" og opfordrede de adspurgte til selv at producere spørgsmål til næste interviewperson. Resultatet er på den vis blevet et mobilt lokalarkiv om Amager. Anderledes tog projektet sig ud på Nørrebro, hvor kunstnergruppen YNKB i samarbejde med Morten Bencke midt på stenbroen havde plantet højbede, saftige planter og krydderurter og etableret "Den Fælles Køkkenhave", som på sigt skulle forsyne Støberiets folkekøkken med urter og grønt. På Vesterbro var det Kenneth Balfelt, der i samarbejde med rådgivnings- og analysefirmaet Hausenberg og en gruppe unge havde skabt GrApp your identity! - et site som havde til formål at give unge med anden etnisk baggrund end dansk mere viden om deres oprindelseskulturer og identiteter. Her findes historier, film, billeder og kommentarer fra de lande, som de unges familier kommer fra - Marokko, Pakistan, Tyrkiet og Danmark. I udstillingen kunne alle interesserede producere film og viden til sitet. I forbindelse med de to sidstnævnte projekter har man arbejdet målrettet for, at projektet fortsætter sin levetid, når selve projektet ArtReach er udløbet.
Artreach blev støttet af Kunstrådet og har varet i to år. Projektet afprøvede nye kuratoriske praksisser, der byggede på et tæt samarbejde mellem formidlings- og udstillingskompetencer forankret i nyere museologisk forskning. CYRK Productions har fra projektets begyndelse dokumenteret de kunstneriske og kuratoriske forløb og har produceret film, som var integreret i udstillingen. Der blev desuden udgivet en publikation med artikler, der diskuterer outreach, lokal forankring, socialt engagerende og brugerdrevne kunstprocesser såvel som selve det konkrete projekt ArtReach.