Stan Douglas: Fotografier 2008-2013

Canadiske Stan Douglas (f. 1960) er internationalt anerkendt som en af de mest originale kunstnere inden for film- og videomediet. Nu præsenterer Nikolaj Kunsthal en anden side af kunstneren, det iscenesatte fotografi.

På udstillingen “Stan Douglas: Fotografier 2008-2013" i Nikolaj Kunsthal vises fire monumentale fotografiske serier skabt i perioden 2008 til 2013.   

Stan Douglas fokuserer i sine værker på kulturelle, politiske og sociale bevægelser og begivenheder. Hans udgangspunkt er specifikke historiske hændelser. Ét billede tager afsæt i politiets brutale nedslag på en ellers fredelig sit-in i Vancouver den 7. august 1971. Et andet lægger fra ved de canadiske havnearbejderes kamp for organiseringsret og bedre arbejdsvilkår på Ballantyne Pier i juni 1935. Men begge med konstruerede forskydninger, der piller forestillingen om en objektiv historieskrivning fra hinanden.

Stan Douglas’ fotografiske værker synliggør den kontrast, der kan opstå mellem den personlige, subjektive oplevelse af et sted, en begivenhed eller tidsperiode og den officielle, historieskrivende repræsentation. 

Hans værker er en undersøgelse af, hvordan fotografier over tid kan stadsfæstes som officielle dokumenter, der stivner vores historiefortælling, og rummer et kritisk blik på forestillinger om identitet, magtrelationer og mediebilleder. 

Udstillingen i Nikolaj Kunsthal viser fotografier fra serierne Crowds and Riots (2008), Midcentury Studio (2010-2011), Disco Angola (2012) og Interiors (2009-2013).

FORKLÆDT SOM FOTOGRAF

Stan Douglas' fotografiske værker er mindre kendte end hans video og film, men ikke mindre imponerende. 

I produktionsomfang minder de om et filmset med et hav af statister, omfattende udstyr og gennemgribende digital post-produktion. Ligesom hans øvrige værker rummer de adskillige lag af betydning og bevæger sig i feltet mellem fiktion og dokumentation. 

Stan Douglas benytter sig af de stilistiske udtryk fra klassiske Hollywood-film, gamle mordmysterier, jazzens storhedstid og film noir. Han låner narrative greb fra litteraturens store forfattere og komponerer sine værker på baggrund af minutiøs research af datidens tekniske og ekspressive udtryk.

Således har han i serien Midcentury Studio (2010-2011), som vises i Nikolaj Kunsthal, påtaget sig en identitet som en navnløs, semi-professionel levebrødsfotograf fra de tidlige år efter Anden Verdenskrig, nærstuderet op mod 6.000 billeder inden for kategorien og efterlignet fotogenrens udvikling. Billederne fortæller om tabloidpressens jagt efter nye historier og om tidens kulturelle og fotografitekniske udvikling.

Stan Douglas lever sig ind i måden, hvorpå fotografier til forskellige tider er blevet skabt, og hvordan deres fremstillingsformer og fortællinger er blevet ikoniseret som en del af vores fælles historie og virkelighed. Samtidig åbner han for, at nye historier fra specifikke historiske sammenhænge – såsom New York og Angola i 1970erne eller efterkrigstidens USA – kommer frem i vores bevidsthed. 

OM STAN DOUGLAS

Stan Douglas (f. 1960) bor og arbejder i Vancouver, Canada. Stan Douglas er uddannet fra the Emily Carr College of Art + Design i 1982.

Stan Douglas har igennem hele sin karriere været en pioner indenfor udforskningen af film- og videomediets tekniske, visuelle og narrative dimensioner. Siden 1980erne har han produceret filmværker, fotografier og installationer, der undersøger historiske begivenheder og steder. Hans værker sætter fokus på udtryksformer, koder og tekniske greb, som filmen, tv-produktionen og pressefotografiet benytter sig af – samtidig med at han også selv eksperimenterer med de nyeste teknologier og udtryksformer.

Udstillingen er den første store præsentation af Stan Douglas i Danmark. 

“Stan Douglas: Fotografier 2008-2013" præsenteres i samarbejde med Carré d'Art – Musée d'Art Contemporain i Nimes, Frankrig, Haus der Kunst, München, Irish Museum of Modern Art, Dublin, og Wiels – Centre d'Art Contemporain i Bruxelles.

Stan Douglas har deltaget flere gange på bl.a. Documenta og Venedig Biennalen. Han har haft soloudstillinger på bl.a. The Fruitmarket Gallery i Edinburgh, The Power Plant i Toronto og Serpentine Gallery i London. Hans værker er at finde i samlingerne på Centre Georges Pompidou, Paris, Museum of Modern Art, New York og Tate Gallery i London.