John Akomfrah: Vertigo Sea

Vi er stolte over at kunne præsentere den London-baserede kunstner og filminstruktør John Akomfrah, der i Nikolaj Kunsthal viser sin omfattende episke videoinstallation 'Vertigo Sea'

Installationen er et treskærms værk, der skildrer menneskets forhold til havet gennem en tableau-skabende montagestil af arkivfilm, billedmateriale fra BBC Natural History Unit og optagelser fra Skotland, Norge og Færøerne. Her sammenvæver Akomfrah historier om udbytning, global migration, krige og slaveri i et tidsløst essay, hvor havet opsluger og forbinder harpunerede hvaler, politiske systemkritikere i Argentina og Algeriet og forgangne tiders slaver med nutidens flygtningebåde. “Vertigo Sea" er en poetisk og meditativ skildring af menneskets forhold til naturen, skønhed, valg og forsvarsløshed.

“Vertigo Sea" havde præmiere på den 56. Venedig Biennale i 2015, All the World’s Futures.

John Akomfrah har gjort det til sin særlige stil at skabe essayistiske tableauer, hvor han kombinerer arkivmateriale, stillbilleder og optagelser med udvalgt tekstmateriale. Hans værker er karakteriseret ved en gennemgående interesse for personlige og kollektive historier og erindringer samt kulturel, etnisk og personlig identitet. Han er medstifter af Black Audio Film Collective, som startede i London i 1982 med bl.a. David Lawson og Lina Gopaul, som han fortsat samarbejder med i produktionsselskabet Smoking Dogs Film. Deres første gennembrudsfilm Handsworth Songs (1986) undersøgte via arkivoptagelser, stillbilleder og nyhedsskildringer, hvad der egentlig skete og baggrunden for optøjerne i 1985 i Birmingham og London. Filmen vandt flere store internationale priser, og med sin multilayered visuelle teknik slog Akomfrah sin karakteristiske stil fast. Nogle af hans seneste værker er: The Stuart Hall Project (2013), et rørende portræt af kulturteoretikeren Stuart Halls liv og arbejde; Peripetia (2012), et visuelt billeddrama, der forsøgte at genskabe historien om to portrætter af Albrecht Dürer, malet i det 16. århundrede af ukendte personer, og Mnemosyne (2010) der fremstilte oplevelsen for migranter i Storbritannien ved at stille spørgsmål til forestillingen om England som det forjættede land. Dette gjorde han ved at vise landets økonomiske og raceorienterede uligheder

John Akomfrah (1957), er født i Accra, Ghana, bor og arbejder i London.